Århus Akademi (84 Of 117)

Fastholdelsesstrategi

Trivsel og læring på Århus Akademi - for alle

Århus Akademi (104 Of 117)
Aarhus Akademi 47

Plads til forskellighed

Formålet med skolens fastholdelsestiltag er at sikre en stor gennemførelsesprocent fra skolestart på 1. år til dimissionen på 2. år.

Skolens elevgruppe er en blandet flok unge med en gennemsnitsalder på ca. 19 år. Nogle elever kommer direkte fra folkeskolen, andre har en afbrudt ungdomsuddannelse, arbejde, udlandsrejse, produktionsskole, højskoleophold eller erhvervsuddannelse med sig i bagagen. Skolens elever kommer fra hele Aarhus-området samt omegnskommunerne, og en del af eleverne er flyttet hjemmefra og bor for sig selv.

Derfor må skolens fastholdelsestiltag tage udgangspunkt i forskellighed frem for homogenitet.

Læs om vores antimobbe-strategi

Århus Akademi (114 Of 117)

Samarbejde med Folkesundhed Aarhus

Trivsel og sundhed - også i gymnasiet

På Århus Akademi samarbejder vi bl.a. med Folkesundhed Aarhus om forskellige faglige og sundhedsmæssige tilbud til vores elever. Vi har bl.a. lavet et projekt med Folkesundhed Aarhus og DGI med fokus på bevægelse og elevdeltagelse i skolens udvalg, vi samarbejder om hvordan vi kan sætte fokus på seksualitet og grænser i undervisningen, hvordan man stopper - eller slet ikke begynder - på tobaksprodukter som snus og cigaretter, sætter fokus på søvn med foredrag og individuel søvnvejledning, og mange andre tiltag. 

Som forælder kan du følge med i de emner, som Folkesundhed Aarhus sætter fokus på ved at modtage deres nyhedsbrev - tilmelding via dette link: Nyhedsbrev Folkesundhed Aarhus

Emner som behandles i nyhedsbrevet kan være: 

  • hvordan man får en god balance mellem studieliv og privatliv
  • hvordan man bliver en del af et positivt fællesskab
  • den gode alkoholkultur
  • seksuel sundhed
  • nikotins påvirkning af hjernen
  • skærmvaner  

Personlig støtte

På Århus Akademi ønsker vi at fastholde vores elever i uddannelse. Vi støtter vores elever gennem en række faglige og sociale støttetilbud, der samlet kan ses som et fintmasket netværk, der danner ramme omkring eleverne i hverdagen.

Studievejledning

Til hver klasse er knyttet en studievejleder, som hjælper den enkelte elev med opståede udfordringer af forskellig art under uddannelsen.

I løbet af introduktionsforløbet indkaldes alle elever af klassens studievejleder til en indslusningssamtale, hvorved der etableres kontakt mellem elev og studievejleder. Studievejledningen har åbent alle dage, hvor der er mulighed for personlig samtale. Det er studievejlederne, der er koordinerende i forhold til de øvrige tilbud om personlig støtte.

Ekstern støtte

Skolen har via studievejledningen kontakt til eksterne støttetilbud.

I forbindelse med afbrud af uddannelsesforløb eller overvejelser herom, kan skolen drøfte elevens muligheder med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) ved at indkalde UU-vejlederen til et fælles møde med eleven, hvor målet er at lave ny plan for uddannelse og erhverv. Ved afbrud informeres UU automatisk. For elever med særlige behov eller nedsatte funktioner er skolen behjælpelig med at søge specialpædagogisk støtte, SPS.

Hjælp til præstationsangst

Studievejledningen afholder en kursusrække for elever med præstationsangst.

På 2. årgang giver studievejlederne kollektiv vejledning klassevis med udgangspunkt i elevernes erfaringer fra første års eksamener med henblik på forberedelse til og gennemførelse af de afsluttende eksamener.

På Århus Akademi yder vi faglig-pædagogisk støtte i form af følgende punkter:

Læsevejledning

Det kræver gode læse- og skrivefærdigheder at gennemføre en ungdomsuddannelse, men dysleksi/ordblindhed er ikke en hindring for at gå på Århus Akademi. Alle skolens lærere er vant til at OCR-behandle tekstmateriale og tage hensyn til de elever, der anvender hjælpemidler til at læse eller skrive.

Hos en af skolens fire læsevejledere kan du få hjælp, hvis du har problemer med at læse eller skrive. Måske har du allerede fået konstateret dysleksi/ordblindhed, måske vil du gerne testes for dysleksi/ordblindhed eller måske har du andre vanskeligheder med at læse og/eller skrive. Det kan fx være hvis du læser langsomt eller har svært ved at strukturere en skriftlig opgave.

Læsevejlederne har alle en fast ugentlig træffetid, der fremgår af Lectio eller af skemaet på døren til læsevejledningen i lokale 310.

I skoleårets første uger kommer læsevejlederne rundt i alle førsteårsklasserne og foretager elektroniske læse- og stavescreeninger. Her tester de ordforråd, læseforståelse, læsehastighed, stavning og afkodning. Herefter indkalder klassens læsevejleder de elever, der har behov for det og sammen kan vi man, om der skal foretages yderligere test eller om der er andre støttebehov, som læsevejlederne kan hjælpe med.

Alle elever der har en ordblindhedsdiagnose/dysleksi, har mulighed for støtte i form af læse-skrive-programmer, der hjælper med oplæsning og stavning/ordforslag, forlænget tid til eksamen samt særligt tilrettelagte SPS-forløb, der varetages enten af elevens læsevejleder eller en anden af skolens lærere. Derudover tilbyder læsevejledningen altid støtteforløb i forbindelse med uddannelsens større opgaver som SSO og SRP.

Angiv meget gerne i din ansøgning, om du har ordblindhed/dysleksi, så vil du blive kontaktet af en læsevejleder enten inden sommerferien eller i den første uge af skoleåret, så vi er sikre på, at du kommer godt i gang.

It-rygsæk

Ordblinde elever og elever, der har mistanke om, at de er ordblinde, tilbydes en test hos læsevejlederne. Testens udfald kan medføre, at læsevejlederen kan ansøge om en it-rygsæk hos SPS-kontoret under Ministeriet for børn og undervisning. IT-rygsækken er til låns, mens man som elev går på en uddannelse, men man kan søge om at beholde den ved overgang til ny uddannelse. Læsevejlederen vil sørge for at ansøge om instruktion til it-rygsækken, it-understøttende hjælpeprogrammer, elektroniske eksamensopgaver m.m.

Læsevejlederen kontaktes hurtigst muligt, hvis man allerede har eller vil undersøge muligheden for at få en it-rygsæk. Vi kan tilbyde en test allerede før skolestart.

Supplerende undervisning

Også i matematik og engelsk laves screeninger i skoleårets start, og konstateres der særligt store faglige mangler hos en elev, kan eleven via sin faglærer søge om supplerende undervisning i det pågældende fag. Det gælder også i andre fag, eller hvis en elev er kommet meget bagud på grund af længerevarende sygdom. Vi har to matematikvejledere, der laver særlige forløb for elever med store udfordringer i dette fag.

Skrivning i god tid og med hjælp på stedet

Det er ikke rart at komme bagud med skriftlige opgaver – én opgave bliver hurtigt til flere.

Vi gør det muligt for eleverne at planlægge i god tid, idet en plan for alle skoleårets opgaver allerede i september indføres i vores studieadministrative system, Lectio. Her kan eleverne se afleveringsdatoer og de enkelte opgavers omfang, og lærerne har sørget for at koordinere og sprede opgaverne mest muligt. Der er knyttet en “elevtid” til hver opgave, der angiver hvor mange timer, eleven forventes at bruge på udarbejdelse af en besvarelse.

Mange opgaver vil blive påbegyndt i de almindelige timer, idet vi har lagt “skrivetid” ind i fagene.

Studie- og notatteknik

Klassens studievejleder eller læsevejleder afholder et modul om studie- og notatteknik inden efterårsferien på 1.år. Her diskuteres, hvordan man opnår gode studievaner, og hvordan man kan bruge forskellige teknikker til at fastholde og få overblik over det faglige stof.

Pædagogisk udvikling

Århus Akademi sætter i disse år særligt pædagogisk fokus på elevernes mindset og motivation for at øge elevernes engagement og gennemførelse

Fraværshåndtering

En elev med stort fravær har større risiko for frafald end en elev med lavt fravær. Vi forsøger derfor at begrænse elevernes fravær på Århus Akademi. Vores fraværspolitik er en del af vores fastholdelsestiltag.

Tydelig og kommunikeret fraværspolitik

Fraværspolitikken fremgår af skolens studie- og ordensregler og præsenteres i starten af hvert skoleår for alle klasser af en leder, der er tilknyttet klassen. Det fremgår bl.a., at ubegrundet fravær ikke er acceptabelt, og at det ikke er tilladt at forsømme mere end 10 %, samt at alle opgaver forventes afleveret – og til tiden.

Fraværsregistrering

Lærerne registrerer fravær i starten af hvert undervisningsmodul, og eleverne registreres derfor fraværende, hvis de er fraværende eller kommer for sent. Eleverne skal efterfølgende angive fraværsårsag i Lectio. Kun fravær for elevdemokratiske aktiviteter (elevråd) kan godskrives. Eleverne kan selv følge deres fravær i Lectio.

Tæt opfølgning på fravær eller anden studieinaktivitet

Hver måned afholder en lærer fra klassens lærerteam, klassens studievejleder og leder et møde, hvor hver enkelt elev gennemgås med hensyn til fravær, manglende opgaver, forberedelse, fagligt standpunkt og faglig aktivitet på timerne. Lærerteamet har på forhånd bedt klassens lærere oplyse, om de ønsker bestemte elever diskuteret. På månedsmødet lægges en handleplan for de berørte elever. I starten af året følges elevernes fravær på ugebasis.

Sanktionerende indsatser

Hvis en elev ikke overholder forsømmelsesreglerne, kan eleven modtage en sanktion. Vi har en sanktionstrappe med 5 trin: 1) skriftlig advarsel, 2) varsel om fratagelse af SU, 3) fratagelse af SU, 4) varsel om udmeldelse, 5) udmeldelse.

Varsler og advarsler overbringes skriftligt – så vidt muligt også ved en samtale mellem klassens leder og eleven efter advarsel nr. 2. Elevens forældre kontaktes, hvis eleven er under 18 år.

Elever kan også blive henvist til obligatorisk lektiecafé, hvis vedkommende er bagud med opgaver.

Elever på toårig STX kan blive henvist til at gå til eksamen i alle fag ved for højt fravær.

Motiverende indsatser og særlige vilkår

Opfølgning på fravær kan desuden bestå i f.eks. samtale med studievejlederen om handlingsændringer, der skal skabe bedre studievaner, om tildeling af mentor eller om supplerende undervisning etc.

Der vil være elever, der i afgrænsede tidsperioder vil have behov for særlige vilkår på grund af dokumenterede helbredsmæssige eller sociale forhold, og derfor vil klassens leder i enkelte tilfælde dispensere fra de sanktionerende indsatser.

Skolemiljø

På Århus Akademi tilstræber vi at sikre et trygt, anerkendende og inspirerende skolemiljø. Det gør vi bl.a. gennem vores antimobbe-strategi og nedenstående.

God studiestart

I starten af skoleåret afholdes forskellige arrangementer, der skal være med til at skabe et trygt og fastholdende fællesskab i klasserne.

Frem til efterårsferien på 1.år dannes der skiftende makkerskaber, så man altid har en “buddy”. På den måde får alle elever et tilhørssted, og ingen er udenfor. I makkerskaberne og studiegrupper hjælper man hinanden, hvis nogen er meget væk eller får problemer.

Anerkendende omgangstone og god klasserumskultur

Den modne elevgruppe støtter ønsket om en gensidig anerkendende omgangstone på skolen, hvor elev og lærer mødes i en faglig dialog vedrørende faglige problemstillinger og i gensidig respektfuld samtale i øvrigt.

Til hver klasse er tilknyttet et lærerteam bestående af to af klassens lærere. Lærerteamet sørger bl.a. for et godt introduktionsforløb, for samarbejde mellem klassens lærere og for opfølgning på opståede problemer i klassen.

Hvis klassens lærerteam oplever dårlig stemning, afholder de en klassens time om klasserumskultur, hvor man får eventuelle problemer på bordet og aftaler, hvordan man fremadrettet gerne vil omgås hinanden.

Sociale arrangementer

Skolen danner rammer om forskellige sociale arrangementer i form af månedlige fredagscaféer, fester hen over året samt en række fællestimearrangementer med kulturelt, historisk, debatskabende eller underholdende indhold. Skolen deltager ligeledes i konkurrencer med andre skoler i form af MGP, skolefodbold, skolehåndbold m.m. der er en hel række af frivillige aktiviteter hen over året, der skal ryste eleverne sammen på tværs af klasser

Studieture

Studieforløbet indledes med en dagstur til en hytte i Aarhus-området. Som led i den faglige undervisning arrangeres der i foråret på første årgang og i efteråret på anden årgang en studietur med overnatning.

Indflydelse og elevdemokrati

Eleverne har mulighed for at få indflydelse på beslutninger og hverdagen på skolen. Alle klasser vælger repræsentanter til elevrådet, der debatterer, planlægger og gennemfører forskellige arrangementer. Ca. hver 3. uge afholdes i et frikvarter skolesamling i salen for skolens elever og lærere. Skolesamlinger styres af elever, der planlægger dagsordenen med informative og underholdende indslag. Eleverne har faste repræsentanter i alle skolens hovedudvalg. Muligheden for indflydelse har en inkluderende effekt, der støtter motivation og fællesskabsfølelsen.

Sund og billig morgenmad

Som et særligt tiltag har skolen etableret en morgenmadsordning, hvor elever og lærere frem til kl. 7.50 kan købe et varieret sammensat morgenmåltid for blot 10 kroner. Baggrunden for morgenmadsordningen var bevidstheden om den forholdsvis store gruppe, der ikke spiste morgenmad og dermed mødte uoplagte til undervisningen. Ordningen har samtidig positiv indflydelse på fremmøde og fællesskabsfølelse, når morgenmaden indtages.

Optagelse og overgange

Århus Akademi samarbejder med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i forbindelse med overgang til og optagelse på HF og toårig STX og på samme vis med Studievalg Østjylland i forhold til overgang til de videregående uddannelser.

Brobygning

Som led i UU’s tilbud til elever i folkeskolers, efterskolers og privatskolers afgangsklasser afvikler Århus Akademi hvert år i efterårssemestret brobygningsforløb for 10. klasse elever fra Aarhus og opland og om foråret forløb for 8.klasser. Forløbene er tilrettelagt som enten to-dages eller tre-dages forløb, hvor der gennemføres undervisning i en række af de centrale fag. Målet med brobygningsforløbet er, at eleverne skal opleve et realistisk undervisningsforløb, der afspejler de faktiske former og indhold på HF- og STX-uddannelsen.

Informationsaften

Hvert år i januar inviterer skolen kommende elever med forældre til Informationsaften og Åbent Hus, hvor der er mulighed for at høre om de to gymnasiale uddannelser skolen udbyder. Man vil desuden møde faglærere, der kan fortælle om de enkelte fag, og elever vil svare på spørgsmål om skolehverdagen. Der er dermed mulighed for at danne sig et realistisk indtryk af skolen, før man søger ind på en uddannelse.

Optagelse

Søger man optagelse på Århus Akademi, mens man går i folkeskole, varetages optagelsen af UU, der vurderer den enkeltes uddannelsesparathed, og om optagelseskravene er opfyldt.

Øvrige ansøgere søger selv optagelse via udfyldelse og indsendelse af skolens ansøgningsskema. Efterfølgende bliver man indkaldt til en optagelsessamtale med en studievejleder, der ud fra en helhedsvurdering anbefaler optagelse (evt. betinget af gennemførelse af anden undervisning) eller anviser andre veje og muligheder.

For at styrke gennemførelsesmuligheden for vores elever lægges der i forbindelse med optagelsen stor vægt på faglige færdigheder svarende til folkeskolens afgangseksamen i dansk, engelsk og matematik samt afsluttet afgangseksamen i øvrige fag.

Studievalg

Skolen har et tæt samarbejde med Studievalg Østjylland for at styrke elevernes motivation og uddannelsesplaner. Studievalg Østjylland har månedlig træffetid på skolen og gennemfører kollektiv vejledning i klasserne vedrørende de videregående uddannelsesmuligheder og ansøgnings-procedurer. Skolens elever har mulighed for at komme 2-3 dage i studiepraktik på en videregående uddannelse, og de kan desuden deltage i Uddannelse Uden Grænsers Karrierevalg.

Book rundvisning

Tilmeld dig en rundvisning

Få en rundvisning ved en studievejleder og lærer og få et førstehåndsindtryk af vores gymnasium. 

Book en rundvisning

Vi har stadig ledige pladser på både HF og STX på 2 år.

Du kan stadig søge om optagelse på optagelse.dk, og har du spørgsmål, hjælper vores studievejledere dig gerne med svar.

I skolens åbningstid kan studievejlederne kontaktes på
87 39 16 80.

I ferier eller weekender, kan du sende en mail på aastvl@aarhusakademi.dk og du vil blive kontaktet af en studievejleder snarest muligt.

Vi glæder os til at møde dig! 

Book rundvisning