Trives du i krydsfeltet mellem marketing, event og administration? Så er du måske vores nye kollega i det administrative team på Århus Akademi.
Vi søger dig, som kan få Århus Akademi helt til tops i algoritmerne, kan kaste bolde op og gribe dem igen når der arrangeres større events for elever og forældre, og dig som kan navigere i administration af bl.a. bogudlån til vores elever, så de får lånt (og ikke mindst) afleveret alt fra historiebøger til formelsamlinger.
Hos os får du en hverdag med højt tempo, variation i opgaverne og masser af liv omkring dig, og du får rig mulighed for at sætte dit præg på Århus Akademi - både udadtil og indadtil.
Dine arbejdsområder:
Dine opgaver er delt inden for tre arbejdsområder:
Marketing:
- Contentproduktion til sociale medier i samarbejde med elever og lærere i skolens SoMe-team.
- Opsætning af kampagner til betalt annoncering i Meta Business Center.
- Grafisk arbejde, f.eks. design af outdoorbannere og flyers.
- Dialog med vores eksterne marketingbureau, som hjælper med bl.a. SEO og Google Ads.
- Løbende opdatering af tekster og billeder på skolens hjemmeside.
Event:
- Planlægning og eksekvering af større events (bl.a. åbent hus, galla og dimission) i samarbejde med eventudvalget.
- Lave og udsende invitationer og informationsbreve til elever/forældre om studieture og events.
- Lave diplomer ifm. elevaktiviteter på skolen.
Administration:
- Holde overblik over udlån af bøger, herunder hjemkaldelse af studiebøger og udsendelse af rykkerbreve.
- Koordinere arbejdet for vores to studentermedhjælpere på bogdepotet (aftale vagter, lave arbejdsplaner og stå for oplæring).
- Administrative opgaver ifm. studieture og ekskursioner (booking, værelsesfordeling, program mm.).
- Indkøb af bøger og kontorartikler samt andre ad. Hoc-opgaver.
Afhængigt af dine interesser/kvalifikationer vil der være mulighed for flere opgaver, f.eks.:
- Administrative opgaver ifm. støttefinansierede projekter.
- Databehandling af trivselsundersøgelser og andre evalueringer.
- Grafisk opsætning af PowerPoint-præsentationer og bilagsmateriale til f.eks. bestyrelsen og udvalgsmøder.
Dine kvalifikationer:
- Har relevant uddannelse og/eller erfaring inden for kommunikation, marketing og administration.
- Kan formulere dig klart, kreativt og grammatisk korrekt.
- Kan optage og klippe indhold til sociale medier (Facebook, Instagram og TikTok).
- Har erfaring med Meta Business Center og Microsoft Office (Excel og PowerPoint) og også meget gerne Adobe-pakken (InDesign) og Canva.
- Kan arbejde selvstændigt, men også trives i tæt samarbejde med forskellige faggrupper. Du vil indgå i flere teams, hvor du skal arbejde sammen med både ledelse, administration, lærere og elever.
- Er udadvendt og proaktiv. Du skal turde tage initiativ og gå forrest.
- Har lyst til at være en del af skolens fællesskab og bidrage til den gode energi.
Praktisk information:
Stillingen er en fast deltidsstilling på ca. 30 timer pr. uge med tiltrædelse 3. august 2026. Du må gerne angive i din ansøgning, hvordan du kunne ønske de 30 timer placeret på en arbejdsuge.
Arbejdsstedet er Århus Akademi, Gøteborg Allé 2-4, 8200 Aarhus N.
Løn og ansættelsesvilkår efter overenskomst.
Lyder det som noget for dig?
Er du interesseret i at blive vores nye kollega, ser vi frem til at modtage en ansøgning fra dig - enten via Gymnasiejob.dk eller ved at sende din ansøgning, CV og evt. anden relevant dokumentation til AAstillinger@aarhusakademi.dk.
Ansøgningsfristen er mandag d. 8. juni kl. 12.00.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte skolens HR-ansvarlig Julie Langhoff Jensen på aajl@aarhusakademi.dk eller tlf. 3014 0727.
Om Århus Akademi
Århus Akademi er det tredje ældste gymnasium i Aarhus. Vi har ca. 500 elever, og vi ligger placeret på toppen af Randersvej ved det gamle Vandtårn, som er et af byens vartegn. Vi er en af Danmarks største HF-skoler, og ved siden af HF udbyder vi også det 2-årige STX som en af kun otte skoler på landsplan. Derudover har vi en række tilbud inden for gymnasial supplering.