Hvorfor vælge den sproglige studieretning?
Er du vild med sprog og kultur? Med sprogkompetencerne får du udsyn mod verden og indsigt i kulturelle, sproglige og samfundsmæssige sammenhænge. Stærke sprogkompetencer er et kæmpeplus på de fleste uddannelser og jobs. Vi arbejder med to moderne sprog, engelsk og 2. fremmedsprog (fransk/spansk), samt med latin − de europæiske sprogs “moder”.
Valget af de tre sprogfag tilsammen giver dig den stærkeste kombination til at navigere i en globaliseret verden præget af spørgsmål som klima-krise, migrationer og masseturisme. Med denne studieretning kan du bl.a. vælge at læse en videregående uddannelse inden for sprog, handel og kultur med et internationalt perspektiv.
Fagene
Sprog er dynamiske, legende og udfordrende. I fortsættersprogene bygger du videre på engelsk fra grundskolen, og i fransk og spansk møder du nye sprog, som bygges op fra grunden. Latin er et etårigt forløb, hvor undervisningen bygger videre på AP-latin.
Begyndersprogene spansk/fransk vægter de kommunikative og interkulturelle kompetencer. I engelsk er tekstanalysen det centrale værktøj til fordybelse og refleksion.
Der er fokus på sammenhængen mellem latin og de moderne fremmedsprog, og undervisningen i latin understøtter dermed de øvrige sprog i studieretningen i grammatik og ordforråd. Sprogfag er dog ikke kun grammatik og kommunikation, men også kultur, litteratur, samfund og historie i og på tværs af landene.
Se hvilke videregående uddannelser dine valg af fag giver adgang til: Læs mere her
Du kan også se nuværende læreplan for fagene her.